Berlingske Tidende, 12. december 1943
Berlingske Søndags Magasin – De kulørte sider
Luftkamp over Samsø
Af Ib Cavling
Ib Cavling, f. 1918, er Sønnesøn af Henrik Cavling. Uddannet i England, Tyskland og Frankrig, studeret på universiteterne i Berlin, München og Paris. Journalistisk uddannelse ved Kongsberg Dagblad i Norge og Aarhus Amtitidende, Freelance journalist med fast bopæl i London ved krigsudbruddet. Medstifter af ”The International Charlatans Club”, London, W.
Dum-dum-dum!
Rat-rat-rat!
Skuddene kom i hastig rækkefølge. De kom fra luften.
Fra vinduet i hotellets restaurant så jeg folk skyde op som paddehatte på Tranebjergs. på den tid af dagen, ellers uddøde hovedgade. Alle stirrede op i den efterårsklare himmel. På Samsø kender man ikke begreber som luftalarm og beskyttelsesrum.
Et øjeblik efter befandt jeg mig på hotellets flade tag. Maskingeværkugler susede rundt i luften, akkompagneret af lyde, som mindede om et kobbel foxterriers arrige bjæffen.
Ingen ænsede faren. Alle var vi hypnotiseret af det dødsens realistiske skuespil, som udspilledes over vore hoveder.
En stor firemotoresmaskine drønede slingrende hen over hotellet. Den mindede om en anskudt fugl. Og den var anskudt. Den tunge maskine duvede, så stak den næsen i vejret samtidigt med, at solens stråler fandt genspejl i stjernebannerets sølvblå farver på maskinens haleror.
Dum-dum-dum!
Rat-rat-rat!
Så var ”høgene” over den. Som udskudte pile kom de tre forfølgende jagere susende gennem luften.
Rat-rat-rat! Bjæffede maskingeværerne, hver gang de sendte en bredside ind i bombemaskinens tunge krop. Så skød de atter til vejrs med frygtelig hastighed.
Kampen var hurtigt forbi. Den tunge amerikanske maskine ryster sig som i de sidste krampetrækninger. En tyk, sort røgstreg angiver dens bane gennem luften. Så stikker den for sidste gang næsen i vejret og foretager en kovending opad.
Plop-plop-plop, næsten hurtigere end øjet kan følge, er besætningen ude af den dødsdømte maskine.
Jeg tæller ni hvide faldskærme, hvis blanke silkeduge stråler i solskinnet. Først ligger de tæt ved siden af hinanden, så gør den lette vind afstanden mellem dem større og større. Men alle daler de, som efterårets løv, langsomt og sikkert mod jorden.
Bombemaskinen farer stadig mod himlen. Så pludselig giver den op. Det ser ud, som var den fløjet mod en usynlig klippe. Den standser brat – går på næsen – og så går det nedad. Som et kæmpemeteor drøner den mod jorden.
Med tilbageholdt åndedræt følger vi dens sidste flugt. Et sekund efter har den passeret faldskærmsudspringerne. For vore øjne ser det ud, som strejfede den dem, men i virkeligheden falden den flere hundrede meter foran.
Nu!
En hundrede meter høj ildvæg skyder op fra jorden, langsomt efterfulgt af tyk, sort røg.
Så først drøner braget. Det er så voldsomt, at hele Tranebjerg ryster i sin grundvold. Lufttrykket presser kulilten ud af vore brystkasser og får os til at gispe.
Ildvæggen synker langsomt sammen, men kun for at omskabe sig til et gigantisk ildhav.
Et strålende syn er dette dødsens skuespil. For mine øjne så det ud, som var det selve himmelen, der brændte. Og midt i himmelbranden træder konturen af ni dalende faldskærme, hvis silkeduge brandskæret forgylder, skarpt frem.
- Skynd dig derud, farer det gennem hovedet på mig.
- Hvorfor F….. har I smækket lugen, siger jeg ugalant til nogle af hotellets piger, som rystende står sammenklumpet på taget. En af dem græder.
- Det er ikke os, som har smækket den. Det var lufttrykket, svarer de.
Nede i hotellets gård ser jeg chaufføren starte bilen.
- Vent et øjeblik, råber jeg af mine lungers fulde kraft. Og et sekund efter hænger jeg i tagrenden og entrer ned ad afløbsrøret med en fart, som får mine bukser til at protestere med lyde af iturevet tøj.
Ti sekunder senere suser vi ad landevejen mod ulykkesstedet. Det viser sig, at maskinen har ramt jorden i en lille bebyggelse ca. fire kilometer nord for Tranebjerg.
Efter et kvarters kørsel – chaufføren pralede senere af, at han havde kørt derud på 3½ minut – en påstand, som jeg afgjort ikke vil bekræfte – nåede vi ulykkesstedet.
Alt var ild og røg. Det varede adskillige minutter, før jeg blot nogenlunde kunne orientere mig. Maskinen var styrtet ned i haven bag et lille, stråtækt hus, som tilhøre en enke. Huset var næsten allerede nedbrændt til grunden.
En større gård, som lå ca. 125 meter fra enkens, stod i lys lue. Af selve maskinen var der ikke meget at se. Den var så at sige sprængt til atomer. Et mægtigt krater i haven, som mindede om en ildspyende vulkan, viste ganske vist nøjagtigt, hvor den var faldet. Men hvor var vingerne og skroget? Det kunne da ikke være de par forkrøblede stykker metal, som lå spredt hist og her? Da jeg senere erfarede, at stykker af maskinen var fundet i flere kilometers omkreds, fattede jeg bedre den forsvundne kæmpes skæbne.
- Å Gud! Å Gud! hørte jeg en mand hviske bag mig. Jeg vendte mig om og fik øje på en stor, stout samsøbonde.
- Stakkels fyr, det er vel hans går, som brænder, tænkte jeg. Men det var det ikke.
- Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er i live, stammede han.
- Nå, De ser ved Gud ikke ud til at gange heden de første par hundrede år, trøstede jeg ham.
- Men fortæl mig, hvad der er los!
- Jeg stod derovre, svarede han og pegede med en stor, skælvende hånd på en kartoffelkule på den anden side af vejen. Og så kom den farende lige imod mig. Jeg smed mig, så lang jeg var, og lukkede øjnene. Jeg troede min sidste time var kommet. Jeg tør sværge på, at uhyret ikke var mere end til meter fra mig. Så fremmumlede jeg en bøn, og så var jeg reddet. Tror ”do”, at det var et mirakel? føjede han til.
- De skulle ikke drikke så meget så tidligt på dagen, sagde jeg ondskabsfuldt. Jeg havde i bonden genkendt en af de afholdsfolk, som altid har så travlt, når vi andre ser syner.
Pludselig var det blevet sort af mennesker omkring brandtomterne. Alt, hvad der kunne krybe eller gå på Samsø, var åbenbart på benene og på vej til ulykkesstedet. Alle undtagen sprøjterne.
Hvor bliver sprøjten af, spurgte jeg en mand.
- Å den, sagde han. Han kan nok ikke finde håndsvinget til bilen. Det kan han aldrig, når han har brug for det, lagde han til.
Men man kan også gøre skarn uret. For næppe var ordene kommet over hans læber, før den velkendte tuden forkyndte sprøjtens ankomst.
Selv om der lå et lille gadekær i nærheden, hvorfra man kunne få vand, var der intet at stille op. Hvor ilden havde fat, havde den godt fat. Og den ville ikke slippe sit tag.
Af og til hørtes små, skarpe eksplosioner fra ildkrateret i enkens have, ofte efterfulgt af hvislende lude i luften. Det var kuglerne i den nedskudte maskines maskingeværer, som heden fik til at eksplodere. Men den slags småting ænser samsingerne ikke. De traskede rundt omkrateret og kikkede og snusede.
Jeg skottede til et par fnisende gadedrenge (sådanne findes nemlig også på Samsø). Pludselig blev jeg klar over, at det var mig, de grinede og pegede fingre ad. Jeg følte mig bag på. Hvad var det? Havde de små labaner hængt noget p mig? Jeg prøvede på at rive det af, men det gav efter. Jeg vendte mig om og opdagede, at jeg stod med at stykke af min blåstribede manchetskjorte i hånden.
Med sur mine kom jeg i tanke om nedløbsrøret.
- Lad mig køre hjem, her er ikke mere at se, sagde jeg til chaufføren.
- Men faldskærms… protesterede han.
- Hvis bare De kører halvt så hurtigt, som de tror, de gør, kan vi nemt nå hjem og herud igen, inden den første når ned på jorden, bed jeg ham af.
En halv time senere var vi atter på pletten (jeg i hele bukser). Men hvor var faldskræmsudspringerne? Det var der ingen, der vidste. Jo. En vidste, at to af dem havde brækket benet i faldet (dette viste sig desværre senere at være sandt), de andre var drevet til Sverige, mente han. Hvordan de kunne drive derover, når vinden bar mod Jylland, kunne han ikke forklare. Men et lyst hoved foreslog, at der måske var motor i faldskærmene. Det stod mig pludselig klart, hvordan de fantastiske rygter opstår.
Så kom der en, som vidste besked.
- Fire af amerikanerne er nede på kroen, fortalte han.
Et øjeblik efter var vi på vej. I slyngelstuen stod to fnisende serveringsdamer og stak hovederne sammen.
- Hvor er de henne? spurgte jeg.
- De sidder inde i privaten. De har lige fået smørrebrød. Og det er vel nok nogle underlige nogle. De taler slet ikke som os andre.
- Er det muligt?
- Og nu skal De høre det allerværste. De ved, persillen, som vi pynter fadene med, den spiser de minsandten med. Hvis De ikke vil tro det, kan De bare høre Else. Er det ikke rigtigt, Else?
- Jo!
Værten kom til og fortalte, at han havde underrettet den tyske værnemagt. Han spurgte mig, om jeg troede, at det gjorde noget, at han havde givet dem noget at spise. Jeg svarede, at det troede jeg ikke.
Chaufførens ansigt blev så langt som et æsels, da jeg forklarede ham, at det var meget uhøfligt for ikke at sige taktløst at gå ind og se på de fire, stakkels mennesker, når man ikke kunne tale deres sprog. Jeg trøstede ham med, at han sikkert på sådan en dag kunne drikke sig en fribajer på værtens regning. Jeg erfarede dog senere, at han selv var kommet til at betale den.
Jeg gik ind i privaten.
I værtens dagligstue, som duftede vidunderligt af rigtig tobak, sad fire unge mennesker i flyverdragt. De var meget unge. Den ældste næppe over 19 år.
- Hello boys!
- Hello!
Havde de fået et chok af begivenheden, var de i hvert fald hurtigt kommet over det. Humøret syntes at være højt. En af dem bød mig en Lucky Strike. En anden stak et stykke Cadburry chokolade i munden på mig. De tog situationen som sportsmænd. Men de var trætte. De havde været på vingerne i næsten 12 timer.
Et spørgsmål, de hele tiden vendte tilbage til, var, hvorledes de ville blive behandlet, når den tyske værnemagt afhentede dem. Jeg beroligede dem, så godt jeg kunne. Jeg fortalte dem, at de naturligvis ville blive interneret, til krigen var forbi, men at de ville komme til at nyde alle de fordele, som tilfalder krigsfanger, der er taget i ærlig kamp,.
Kort efter ankom en afdeling tyske soldater, og efter at have udvekslet militære æresbevisninger drog de af med de fire fanger. Til min store ærgrelse kaprede man min bil.
Chaufføren grinte skadefro ad mig. Og da jeg ikke gad gå hjem, var det min tur til at sætte mig ind i krostuen (også på egen regning).